torsdag den 7. marts 2013

Vietnamesiske forårsruller med sprødt fyld og peanutdip

Forårsruller klinger nok for de flestes vedkommende af en temmelig friteret pandekagedej, færdigretter og et lidt ubestemmeligt fyld (ok, jeg overdriver måske lidt..;) ).
Den vietnamesiske udgave af forårsrullen lavet med opblødte ark af rispapir (købes i asiatiske supermarkeder) pakket om sprøde, lækre grøntsager er derimod en helt andet historie! En frisk og smagfuld, sund ret, der både kan serveres som appetizer eller som hovedret med en god salat, lidt ris, en wokret, eller hvad man nu har lyst til.




Vietnamesiske forårsruller med sprødt fyld (ca. 10 stk., hovedret til to med tilbehør):
  • 3/4 liter fintsnittet hvidkål
  • 2 medium gulerødder
  • ½ mango, ikke alt for blød
  • ½ stor avocado (af Netto/Rema 1000-størrelsen)
  • 1 stor snackpeber
  • citronsaft og salt
  • 10-12 stykker rispapir (jeg brugte de små, kvarte cirkler)
Skær avocado og mango i tynde bjælker og gulerødder og snackpeber i julienne/tændstikker - lange, tynde stykker er at foretrække, da det gør forårsrullerne mere håndterlige efter samling. Giv avocadostykkerne lidt citronsaft og salt, og gør så klar til at lave rullerne. 



Læg 3-4 stykker rispapir i blød i koldt vand i en stor skål (fx en dejskål) et par minutter, til de er bløde og medgørlige. Det gør ikke noget, hvis enkelte steder ikke er helt gennemblødte endnu ved samling. Læg så et opblødt stykke rispapir på et skærebræt eller en tallerken og placer lidt af alt fyldet på midten, længst ude mod den runde kant. Fold det modsatte hjørne op over fyldet og herefter siderne. Læg forårsrullen på en tallerken smurt med en lille smule olie, for at den ikke klistrer fast, og gentag med resten af rullerne. Læg rispapiret i blød nogle stykker af gangen, efterhånden som du arbejder dig igennem - ellers bliver de lidt for bløde og går i stykker, viser min erfaring. Server med en lækker dip som fx nedenstående peanutdip.

Peanutdip:
  • 1 tsk fintrevet frisk ingefær
  • 1 lille fed hvidløg, fintrevet
  • 2 tsk citronsaft
  • 1 god spsk sød chilisauce
  • 2 spsk soya
  • 1 god spsk peanutbutter
  • ca. 2 spsk vand
Pisk alle ingredienser sammen i en lille skål og smag, om du synes den skal være mere salt/sød/syrlig. Den skal være lidt skarp i smagen som modspil til de mere neutrale ruller. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar